GRUNDEN

Da vi havde gjort op med os selv, at det skulle et helt nyt hus til, gik jagten på grunden ind. Brian nedlagde hurtigt veto imod en grund i en af de mindre byer omkring Rødekro med det argument at det vil være svært at få byggesummen hjem igen ved et salg.

Altså var der kun Aabenraa, Rødekro og Løjt tilbage.... I Aabenraa er der ledige byggegrunde 2 steder: I Hostrupskov og på Frueløkke. Frueløkke kørte vi forbi en vinterdag - og vi kunne både se og høre motorvejen. Samtidig syntes vi, at vi egentlig var langt væk fra Aabenraa. Så Frueløkke blev hurtigt strøget fra listen. I Hostrupskov, der ligger syd for Aabenraa, var grundpriserne mærket af, at Hostrupskov er et velhaverområde. Samtidig var de enkelte grunde ikke specielt attraktivt beliggende i forhold til verdenshjørnerne. I Løjt, som vi begge kan lide, da det er en lille by, der har det hele inklusivt et stærkt foreningsliv og godt sammehold, er grundene også dyre. Her fandt vi også ud af, at hvis man ikke er med fra starten på en udstykning, så er det kun de dårligst beliggende grunde tilbage.

I Rødekro var der 3 udstykninger. En på Klosterbakken, men igen, kun de dårligst beliggende grunde var tilbage. En udstykning i Rise, hvor det største minus er beliggenheden til en større vej, hvor der kører mange lastbiler + en forholdsvis høj pris. Den sidste udstykning var en, Jane havde læst om i den lokale ugeavis året inden. Vi kørte forbi et par gange og fandt ud af, at beliggenheden er helt perfekt i forhold til motorvej, indkøb, job og familie. Samtidig viste det sig, at 1. etape så godt som var solgt - men salget på 2. etape var lige begyndt, så vi kunne næsten vælge og vrage i mellem ledige grunde.

Vi tog kontakt med sælgeren i slutningen af marts 2007 - og knap 2 timer senere havde vi reserveret en grund! Det gik lidt stærkt, men det viste sig, at der kun var 1 ledig grund tilbage med den beliggenhed vi gerne vil have. Denne udstykning ligger nemlig på en måde, så nogle af grundene mod syd grænser lige ud til åbne marker - og sådan en grund ville vi gerne have :-)

 

Grunden var dog lidt lille - 860 kvadratmeter - men da grundene ikke var endeligt udformet var det ikke noget problem at få grunden forlænget med 2 meter og den er endt med at blive 923 kvadratmeter. Det er stadig lige i underkanten til Jane, der helst havde set, at vi fik en grund på et par hektar....

Vi fik således allerede reserveret vores grund i marts 2007 - og allerede dengang var planen, at vi først skulle begynde at bygge i 2009. Resten af 2007 og 2008 skulle bruges på forberedelserne - og det er de sandelig også!

Vi har ikke nogen billeder af grunden, men det er muligt at se billeder på www.pileparken.info.